Hvis du er interesseret i et skoletilbud på Æblegård Friskole, skal du som det første
kontakte skolens leder, Else. Her kan du få svar på, om der er plads og få information
om skolen som sådan.

Herefter aftaler vi et møde, hvor også den evt. kommende klasselærer deltager. Her kan
alle møde hinanden og få svar på alt, hvad der nu trænger sig på. Der bliver også
lejlighed til en rundvisning på skolen. Om barnet deltager i dette møde er op til jer som
forældre og vil typisk afhænge af barnets alder og af, hvor langt I er i jeres overvejelser
om et valg af skolen.

Hvis alle efter mødet er enige om, at Æblegård Friskole kunne være et sted for jer, er
det fast praksis at barnet inviteres på besøg i sin evt. kommende klasse i 14 dage.
Denne periode giver både barn, forældre og skole tid til at mærke efter, om Æblegård
Friskole er det rigtige skoletilbud for barnet. I besøgs-perioden følger jeres barn den
almindelige undervisning i sin evt. kommende klasse – der opkræves ikke skolepenge for
besøgs-perioden.

Efter de 14 dage aftales det, om jeres barn starter på skolen og i givet fald hvornår.
Barnet kan sagtens starte umiddelbart efter besøgs-perioden – men vi vil dog altid
anbefale, at der, hvis det er muligt, siges pænt farvel på den afgivende skole, inden
skolestart hos os.